Tekst og foto: Birgit Brandenborg
En rose man selv har frembragt har en særlig betydning. Lidt mere spændende, end den man har købt ”færdigbagt” i planteskolen.
I august 2009 var min mand og jeg, som så ofte før, på ferie i Moseldalen. Vort stamhotel lå i den lille by Bruttig. Lige bag hotellet var der vinmarker. Den sidste aften gik vi en dejlig tur imellem rækkerne af vinplanter og endte nede ved byens kirkegård. Der, op ad et gærde, voksede en smuk rød rose med en fin duft. Fristelsen var for stor, jeg måtte have en stump af rosen med hjem.
En fugtig vaskeklud og en plastpose kunne holde grenen frisk på den lange tur nordpå.
Derhjemme havde jeg en stor potte med en vildrose. På den indpodede (okulerede) jeg et ”øje” fra grenen fra den skønne moselprinsesse.. Så var det bare at vente.
Jeg er ikke nogen ørn til okulering, men man kan jo være heldig af og til.
I marts 2010 blev der ”nakket”. D.v.s. at det øverste grønne stykke stilk af vildrosen blev klippet væk. Derved fik ”øjet” fra den ædle rose mulighed for at bryde frem uden konkurrence fra dens vilde slægtning.
Jeg havde egentlig opgivet at få et resultat, men hen på sommeren skete der noget: Et skud voksede ud fra okuleringsstedet og i den kommende tid dannedes flere smukke, røde blomster.
Om efteråret fik rosen sit eget voksested i haven, og så skulle der igen ventes. Hvordan mon prinsessen fra det lune Sydtyskland ville klare en barsk, dansk vinter? Glæden var stor, da friske rød/grønne blade dukkede frem, og vi så nu med fortrøstning frem til sommerens flor.
Hvad rosens rette navn er, får jeg nok aldrig at vide, men ‘Bruttig Kirkerose’ er da et udmærket navn. Det kom den til at hedde hos os.
