Murray Radka – rosernes redningsmand, som selv blev reddet af roserne.

Tekst og foto: Martin Stott

Bio-sikkerhedskontroller gør det dyrt og besværligt at importere planter til New Zealand, så det er næsten blevet umuligt at erstatte historiske roser, efterhånden som de dør, og planteskoler holder op med at dyrke dem. Historielæreren Murray Radka kunne se sit lands rige arv af gamle roser forsvinde. Han besluttede sig for at handle.

Gennem et helt liv har han skabt et fristed for 2.000 gamle roser i sin 4 hektar store have på Brandy Hill i Alexandra, Otago. Han har rejst landet tyndt, besøgt kirkegårde og gravet ved gamle guldgraveres hjemsteder. Én gang blev han endda fløjet ind med helikopter til en forladt skovarbejderbosættelse for at hente stiklinger.

For mange i New Zealand er han kendt som “rosen-redderen”, men efter den tragiske død af sønnen Craig i 2000, var det roserne, der reddede ham.

Jeg hørte først Murray fortælle sin historie på en konference om historiske roser i Bruxelles i 2023. Mange af os græd bagefter. En drøm blev sået den dag – at besøge Brandy Hill. I december gjorde jeg det.

Det, jeg fandt, var inspirerende, rørende, men også bekymrende. Nu 77 år gammel og med alvorlige helbredsproblemer står Murray over for én sidste udfordring – at redde denne bemærkelsesværdige samling og et helt livs arbejde for eftertiden.

Historien om Brandy Hill
Brandy Hill har fået sit navn fra en hændelse, der fandt sted dér i det 19. århundrede, da en vogn med spiritus væltede. “Mange af tønderne splintredes,” fortæller Murray med et smil. “De lokale kunne ikke bære tanken om al den spildte alkohol.” Under festen, der fulgte, blev især én tønde brandy husket så varmt, at stedet sidenhen blev kendt som “Brandy Hill”.
Murray, der er historielærer af uddannelse, bevarede naturligvis navnet, da han og hans kone Noeleen købte stedet i 1974.

De var nygifte og havde ikke mange penge, men de var forelskede – først i hinanden, og nu også i denne golde bakkeskråning. De håbede på at forvandle den til skovland. Murrays far mente, det var en tåbelig idé. De ældre landmænd på nabogrundene kiggede over trådhegnet, rystede på hovedet over parrets dumhed og mumlede, at jorden kun var god til kaniner og får.

Men Murrays stædige vedholdenhed – en egenskab, der skulle komme ham til gode senere – betød, at han nægtede at give op. Ved at arbejde om aftenen, i weekender og ferier byggede han og Noeleen deres eget hjem. Tålmodigt vandede de de små træer, trodsede både vejret og terrænet og begyndte at opbygge deres lille skov. Og så opdagede han roserne.

Betaget
En dag, efter en opslidende rådgivningssamtale med en selvmordstruet elev, havde Murray brug for lidt tid for sig selv. Han gik ind i en boghandel, hvor han tilfældigt greb en bog af den newzealandske rosenekspert Trevor Griffiths: My World of Old Roses.
“Jeg anede ikke, hvem han var, og jeg vidste intet om gamle roser,” siger Murray. “Jeg åbnede bogen på en side med damascenerrosen ‘Botzaris’, og jeg blev fuldstændig forbløffet over dens skønhed.”

Han hørte om Trevors have i Timaru på østkysten og overtalte Noeleen til, at det måske kunne være et hyggeligt sted for familien at tage på camping. Man får fornemmelsen af, at dette har været et tilbagevendende tema i deres ægteskab – det tilsyneladende uskyldige forslag om en udflugt eller ferie, der pludselig forvandler sig til et rosen-eventyr.

Murray blev fuldstændig betaget af det, han så i Timaru. Han og Trevor blev venner. Murray begyndte at købe gamle roser – “Kun gamle roser,” understreger han. “Nye passer bare ikke ind her.” Først besluttede han at købe alle de Gallica-roser, han kunne finde. Snart gjaldt det også Alba-roser og mosroser. Og derefter hver eneste gamle rose, der stadig var til at få fat i. Andre begyndte at skære ned på deres samlinger, mens han udvidede sin. Personalet i botaniske haver og parker byttede de charmerende, gamle roser ud med (måske) sundere, remonterende, moderne sorter. Planteskoler stoppede med at dyrke dem.

Nybyggerroser
Redningen af roserne begyndte i starten af 1980’erne. Gennem venner hørte Murray om de gamle nybyggerroser, man kunne finde rundt om i provinsen, og som forsvandt i takt med nybyggeri og byudvikling. For Murray handlede det ikke kun om at samle roser, men også om de historier, der fulgte med dem. En særlig fortælling, han holder af, er den om Jane McKnight. I 1870 udholdt hun den 80 dage lange sørejse fra Skotland til New Zealand. Hun havde tre børn med – seks, fire og to år gamle – lidt tøj og to stiklinger: den gule Rosa hemisphaerica ‘Flore Pleno’ og den hvide slyngrose ‘Félicité et Perpétue’.

Hun skulle slutte sig til sin mand, James, der var rejst i forvejen og havde bygget et lille stenhus til dem. Jane og James fik siden ni børn mere i den lille hytte med kun to rum. Fra døren kunne Jane ikke blot se sine børn vokse op, men også sine roser. Hver blomst bar i sin duft dyrebare minder om et fjernt hjem og elskede, hun havde måttet efterlade.

Vækst
Som årene gik, så Murray sin egen familie vokse – fire sønner: Brian, Craig, Glenn og Grant. Hans adopterede rosenfamilie voksede også. Han holdt op med at tælle, i håb om at Noeleen ikke ville lægge mærke til, hvordan flere og flere overlevende roser år for år fandt ly på de græsklædte skråninger mellem træerne. For bedre at kunne overvåge og registrere dem begyndte han at plante roserne i grupper, efter deres klassifikation.

Projektet voksede i en sådan skala, at han ikke længere kunne nå at luge ukrudt eller slå græsset omkring dem. Først sprøjtede han græsset med ukrudtsmiddel og roserne med svampemiddel. Da han indså, at de ikke trivedes, besluttede han at lade dem vokse i græsset – helt uden behandling. Og de blomstrede.

Tragedie
Banket på døren kom klokken ni om aftenen. Det var den 11. november 2000. To politibetjente stod på verandaen.
“På grund af mit arbejde som studievejleder troede jeg, det handlede om en af mine elever. Men de fortalte, at en ung mand var død i en bilulykke på Nordøen. De mente, det var Craig. Med det forandrede vores liv sig for altid.

Craig elskede Brandy Hill lige så meget som jeg gør. Vi bragte ham hjem og holdt en begravelse som ingen anden i Alexandra. Det lokale Māori-samfund samlede os op og støttede os. Ceremonien var overvældende smuk, men da den var slut, gik alle videre. Jeg var vred. Verden var sort og grim for mig. Jeg ville helst selv være død dér og da. Men det kunne jeg ikke gøre mod min familie.

Jeg var nødt til at finde skønhed i livet igen. Jeg fandt den i haven. I at redde og formere roser, i at se rødderne på en stikling bryde frem, og så blomsten – dér fandt jeg glæden igen. Folk siger: ‘Murray, du har reddet roserne.’ Men nej – det var dem, der reddede mig.”

Pilgrimsrejse
I begyndelsen af december sidste år – tidlig sommer i New Zealand – fik jeg endelig mulighed for at se Brandy Hill. Det var en af de haver, som deltagerne skulle besøge under en konference afholdt af New Zealand Rose Society i Cromwell. Murray skulle være hovedtaler. Men mens jeg pakkede til flyrejsen, tikkede der e-mails ind i min indbakke fra den anden side af kloden med advarsler om, at han var alvorligt syg. Han havde gennemgået en operation for tarmkræft; han led af en lungesygdom og havde en udposning på en blodåre ved hjernens basis. Han kunne være for svækket til at holde tale. Haven ville måske heller ikke se så smuk ud, som den kunne have gjort.

Det var en enorm lettelse at se Murray, med sin ceremonielle Māori-stav, stige ud af bilen for at byde os velkommen og give en traditionel velsignelse til arrangementet. Han så skrøbelig ud, men beslutsom. Igen fortalte han historien om Brandy Hill. Igen blev lommetørklæderne sendt rundt. Og så steg vi ombord på bussen for at besøge haven.

Mens andre bevægede sig fra have til have, blev jeg stående. Jeg tog mig tid til at klatre op ad de stejle skråninger blandt roserne og indtage udsigten. Der var den hårdføre, lyserøde Gallica, som han fandt blandt ukrudtet ved kanten af Gimmerburns kirkegård; den sarte hvide vilde rose, opdaget i en forladt have på et gammelt Māori-helligsted; og den dybe, ceriserøde, krusede rose – en mystisk sort, som en lokal pilot havde fået øje på og reddet fra et forfaldent hus nær floden Manuherekia. Mange af disse roser kan ikke identificeres. De kan være enestående på verdensplan – sjældne overlevende fra 1800-tallet og deres naturlige variationer.

Redning
Den skønhed, der inspirerede Murray til at kæmpe sig gennem sorgen, var der stadig. Men kun få af roserne havde stadig deres navneskilte, og mange så lige så skrøbelige ud som Murray selv. Han var ked af havens tilstand. “Jeg føler, at mine roser er blevet forsømt. Jeg har været optaget af at forsøge at redde efterladte roser andre steder – og på det seneste af mit helbred. Nu er jeg nødt til at bruge min tid på at få dem tilbage i god form og formere alt, der ser sårbart ud.”

Han har igangsat et 18-måneders program med fokus på stier og støttestrukturer. Venner hjælper med at fotografere, ommærke og katalogisere hver enkelt plante. Og en entusiastisk ung formeringsspecialist, der har overtaget et rosengartneri, har tilbudt at pode roser for ham.

Det er vigtigt arbejde. Dette er nu en betydningsfuld national – måske international – samling. Dens værdi understreges af, at Timaru Byråd har henvendt sig til Murray for at få hjælp til at genskabe 200 forsvundne roser i haven efter den afdøde Trevor Griffiths – roseneksperten, der i sin tid tændte Murrays passion.

Fremtiden
Murrays sønner har lovet at gøre, hvad de kan, for at bevare Brandy Hill på lang sigt, men de har deres egne travle liv og økonomiske forpligtelser. Det er den samme udfordring, som mange historiske samlinger står overfor: hvordan lever de videre uden deres første kurator? Disse roser har gennem årene udvist en bemærkelsesværdig modstandskraft – ligesom manden, der reddede dem. Elskere af historiske roser verden over håber, at han finder tid og mulighed for at sikre, at de overlever uden ham.

Denne artikel blev første gang bragt i havejournalen Hortus.
Dansk oversættelse, Poul Erik Østergaard

Du kan se Murray fortælle sin egen historie på Martin Stotts hjemmeside:
https://storytellergarden.co.uk/murray-radka-rose-rescuer/