De nødvendige gøremål:
- September er ofte mild, og der er fortsat mange blomster i roserne. Nyd dem! Fortsæt med at plukke visne blomster af de moderne roser.
- Fra midten af oktober og til frosten sætter ind, er det tid for plantning af barrodsroser og for omplantning af roser.
- Husk at okuleringsstedet ved plantning skal være dækket af 5 – 10 cm jord. Det gælder dog ikke hybrid rugosa, hvor man bør lade okuleringsstedet være over jorden for at undgå udløbere.
- Ved flytning af roser anbefales det at udskifte jorden i plantehullet, hvis der skal plantes en ny rose på stedet.
- Fra begyndelsen af november kan man begynde at rydde op blandt roserne. Fjern alt planteaffald, herunder visne rosenblade, fra bedene.
- Når roserne er gået i dvale i slutningen af november, kan man begynde at tilbageskære vildroser, buskroser og hybrid rugosa. Denne aktivitet kan fortsættes i december og januar.
- Sidst på året kan der være behov for at dække/beskytte sarte roser, fx med grangrene.
Ekstra gøremål:
- I august og september plukkes modne rugosa hyben til madlavning og syltning. Hyben kan gemmes i fryseren til senere brug.
- I november klipper nogle rosenentusiaster (med held) sideskuddene på slyngroserne tilbage til ca 10 cm fra hovedskuddene. På den måde forhindrer de, at næste års sideskud bliver for lange og bløde.
- I oktober kan man klippe ca 20 cm lange stiklinger, og plante dem dybt i høje potter, som sættes på et beskyttet sted udendørs vinteren over. Med lidt held slår skuddene rod og kommer med friske skud i det tidlige forår. På den måde har man lavet sig en ny rose magen til den man tog stiklingen fra.
- Pluk modne hyben med henblik på såning af frøene. Tag frøene ud, rens dem og anbring dem i køleskab et par uger. Herefter sås frøene i bakker i så-priklejord. Bakkerne stilles beskyttet vinteren over, hvorefter frøene (forhåbentlig) spirer, og bliver til nye rosenplanter med nye egenskaber sammenlignet med moderplanten.
Erling Østergaard