I august 2009 var min mand og jeg, som så ofte før, på ferie i Moseldalen. Vort stamhotel lå i den lille by Bruttig. Lige bag hotellet var der vinmarker. Den sidste aften gik vi en dejlig tur imellem rækkerne af vinplanter og endte nede ved byens kirkegård. Der, op ad et gærde, voksede en smuk rød rose med en fin duft. Fristelsen var for stor, jeg måtte have en stump af rosen med hjem.
En fugtig vaskeklud og en plastpose kunne holde grenen frisk på den lange tur nordpå.

Vi kender alle at minder fra ens barndom kan være både billeder og dufte.

Minder, der er mig særligt kære, er når jeg husker tilbage på sommerferier på mine bedsteforældres gård. Det var især min bedstes have, der trak i mig. Jeg har brugt timer på at ligge under den store bøg, læse i tegneserier og bøger, mens der var fuglefløjt, summende insekter og blomsterduft omkring mig. En dejlig tid.

Min bedste var en tålmodig dame, så når jeg ”hjalp” med at luge, sludrede derud af og spurgte om alt krible krable og blomster, svarede hun på alt. Der, hvor hun ikke kunne svare mig, så havde hun altid en bog, som vi kunne kigge i. Det var et leksikon, flere bind, som stod i stuen på reolen. Der var altid god tid.

Bedste havde en ynglings blomst i hendes have og det vidste vi alle. Det var også den vi så frem til at se og dufte hver sommer. Vi har i mange år kaldt den for Bedstes rose, men den var oprindelig en stikling fra hendes barndomshjem, mine oldeforældres have. Den er god til at lave skud, så vi er nu nogle stykker i familien, som har delt ud af den til andre i familien, men jeg tror desværre ikke det vil fortsætte, pga. mangel på interesse fra de yngre familiemedlemmer.

I min have kan jeg se den fra terrassedøren og den er gerne et mål for have turen hver dag. Nu hvor foråret endelig er kommet, er den blevet tjekket for om der er liv og den har heldigvis klaret vinteren i fin stil. Jeg kan igen i år se frem til de fyldte, lyserøde rosenhoveder, som dufter så fint og minder mig om min tid med Bedste i hendes have.

Vi har modtaget martsudgaven af WRN
Forside foto: Rose ‘Princess Alexandra of Kent´ ©
Foto: Shireen Deoraj

Op ad den okkergule mur ved Mariagers gamle apotek vokser en smuk og unik rose.
Jeg har beundret den igennem mange år og tænkt: ” hvor længe mon den har stået der ”. Jeg har forsøgt at finde frem til dens navn – uden held. Jeg har spurgt hos kyndige rosenfolk – uden resultat.
Kender man ikke en roses navn, må man nøjes med at glæde sig over dens skønhed og duft. Og så kan man jo selv finde på et navn. Ergo har jeg tilladt mig at kalde den ‘Mariagers Apotekerrose‘
Den tidligere – nu afdøde apoteker Herdis Kvam, som nu sammen med sin mand hviler på Mariager Kirkegård, spurgte jeg i 2006, om hun vidste, hvor længe rosen havde stået der. Svaret var:  ”den stod der, da jeg kom”. Hun kom til apoteket ca. 1972.
Ergo har rosen mindst en alder, der berettiger den til at få prædikatet “Kulturarvsrose”, og dermed en rose man bør passe på for eftertiden.
Man forventer, at finde flere gamle roser i Mariager, byen med en mere end 100 år lang historie om roser.
Det er vigtigt, at redde hvad reddes kan, for vi er i en tid, hvor ting ændrer sig hurtigt, og gravkoen kender ikke forskel på ungt og gammelt.
Har man selv en rose, som opfylder kriterierne for at skulle passes på, er man velkommen til at kontakte os.
I foreningen Roser i Danmark arbejder man nidkært – som i mange andre lande – på at passe på de gamle roser, for eftertiden.
Om temaet “Kulturarvsroser” – Gamle Roser, er der mulighed for at se og høre et foredrag af og med Erling og Poul Erik Østergaard onsdag den 15. april kl. 19.00 i Løvesalen, Østergade 14b i Mariager.
Har man lyst til at høre, hvad der i dag gøres for at passe på de gamle roser – ikke kun i Mariager – er man velkommen.
Se flyer for foredraget her eller i kalenderen

Vinteren mærkes stadig tydeligt, men roserne i vores have i East Anglia er så småt ved at vågne.
Mange er allerede gået i gang med beskæringen, men efter sidste års meget varme og tørre sommer, hvor roserne hurtigt blomstrede af og ikke satte nye blomster på grund af vandmangel, venter jeg med at beskære til sidst i marts. Hvis vi får endnu en varm sommer, må vandkanderne findes frem.

Vi har fået et nyt sted til vores forårsudstilling hos Planters Pacific Garden Centre nær Sutton Coldfield, og vi glæder os til samarbejdet. Vi deltager også i Malvern Spring Show, hvor vi får brug for medlemmer til at hjælpe på standen.

Vinterwebinarerne er tilbage med Martin Stott som vært. Den 3. marts handler det om dyrkning og udstilling af roser med nationale eksperter, og den 17. marts om rosenbøger med spændende gæster og forfattere. I år fejrer vi desuden 150 år for UK National Rose societies. Foreninger, der opstod af en passion for at dyrke og udstille smukke roser.

Rosenavleren Laffay må have været fascineret af historien om de to dampskibe, for i 1840 fremavlede han en rose – en bourbon rose – og gav den navnet ‘Great Western‘.
Den må siges at have fået lige så stor anerkendelse som skibet, for den har i 185 år været en skattet rose overalt – ikke mindst i Norge. Den kan fint blive 2-3 m høj og kan endog bruges som klatrerose. Blomsternes farve er karminrød til purpurrød. Den har duft og får efter afblomstring smukke hyben.  Den har dog kun 1 blomstringsperiode.
 Planten sætter flittigt sideskud, hvilket kan give den betegnelsen “en flytterose”, hvis sideskud det var muligt at tage med til næste adresse eller som gave til naboer og familie.
I Norge har den tillige været kaldt ´Rød Præstegårdsrose`. Angiveligt den første røde rose man kendte til, og kunne dyrke langs den norske vestkyst. Her ses den ofte, da den fint klarer det norske klima i nærheden af Golfstrømmen.

Skibet Great Western blev, efter Krimkrigen, ophugget i 1856.
Du kan se et billede af skibet HER

Først den 29. januar blev der holdt strandingsauktion i Lemvig, og 1. februar blev skibet trukket flot.
Nogle af roserne havnede hos klitboerne og blev formentlig først plantet ud i haverne, da det blev forår.
En hårdfør rose viste det sig at være, siden den klarede det barske vejr ved Vestkysten.
På grund af anlæggelse af dige, blev husene ved Bøvling klit eksproprieret i 1940 og beboerne flyttede overvejende til Thorsminde.
Strandfoged Kai Kristensen fra Thorsminde var ikke født i strandingsåret, men fik beretningen fortalt af et ældre familiemedlem.
Da han sammen med sin hustru år senere søgte tilbage til Bøvling Klit for at se resterne af barndomshjemmet, fik han øje på en rose, der stod og blomstrede, hvor der havde været have.
To små forkrøblede rosenbuske stod tilbage. 
Èn blev taget med hjem til hans egen have, og af den har han opformeret mange eksemplarer af ‘Strandingsrosen’, og dermed fik rosen en fremtid – og et navn.
Den kunne have været skyllet i havet, men takket være tilfældigheder, og strandfoged Kai Kristensen, kan den i dag erhverves på planteskoler i det vestjyske. Jeg behøver ikke at beskrive dens kvaliteter, for det er allerede gjort.  Rosen har nemlig vist sig ar være – ‘Great Western’.
Indlysende er det, at det netop var den rose, der var med på Batavia. Den var var velkendt, og vel også specielt bestilt, idet man vidste den kunne trives i Norge og være salgbar for julesalget.
Af og til har rosen tillige fået navnet ´Batavia` og dermed er det bekræftet, at ikke kun kært barn men også roser kan få mange navne.

Men her er det en rød – endda en meget mørk, rød rose, der skal beskrives. Knopperne er næsten sorte, og den mørke farve kan brede sig helt ind i de fløjlsagtige kronblade. Det unge løv er rødbrunt, men bliver senere græsgrønt. Det fremhæver blomstens farve.
Rosen har let duft og planten bliver 60-80 cm høj.
Rosenavlere har igennem tiderne ofte forsøgt af fremavle en helt sort rose. Men hvorfor egentlig? Ønsker en rose at være sort? Og hvem ønsker sig sorte roser?
Tidligere forbundskansler Konrad Adenauer (1876- 1967) har engang sagt: “En rose er noget smukt, som ikke engang den mest tåbelige forædler er i stand til at ødelægge”. Om kansleren var specielt rosen-interesseret, eller om der ligger noget politisk gemt i ordene, er ikke godt at vide.
Men W. Kordes som i 1992 fremavlede ‘Schwartze Madonna’ har i hvert fald ikke øvet vold på den smukke blomst og den vil pynte i enhver have.
Vel er rosen mørk rød, men det er der også mange andre roser der er. Måske endda mørkere. Jeg har et par stykker i min have.

Men det er heller ikke så meget denne roses farve jeg vil causere over, men mere dens navn og hvilken “Schwartze Madonna” der har inspireret til navnet. Her er nogle muligheder:
Vinproducenten Weingut Hammel har en hvidvin – en Liebfraumilch – som har fået navnet “Schwartze Madonna”. Det er nok ikke der, vi skal søge svaret!
Men i den katolske verden er der mange kirker, klostre og valfartssteder, der har skulpturer – ikoner med dette navn.
Ofte er disse ikoner næsten sorte af af berøring, fra mange hænder, tidens tand eller af tændte lys. Mon ikke det kan være en forklaring på farven.
I Tyskland er det mest kendte valfartssted Altötting i Bayern. Der har man en “Schwartze Madonna” som bliver flittigt besøgt af pilgrimme.
Polen har også sin “Schwartze Madonna” også kaldet Sorte Maria. Det er Polens nationalhelligdom, som opbevares i Jasna Gora-klosteret i byen Częstochowa i det sydlige Polen. Hun får også mange besøg af pilgrimme.
Den eneste “Schwartze Madonna” jeg har set ved selvsyn, er den, der findes i Benediktiner klosteret Albadia de Monserat, beliggende 40 km nordvest for Barcelona. Hertil valfarter mange pilgrimme for at komme ind og lægge hånd på Madonnaen.
Bjergtoppen med klosteret ligger i 1236 m´s højde. Et unikt sted geologisk og historisk set, og med skøn udsigt over bjerglandskabet og ned mod dalen, og med et kloster med en lang turbulent historie. Her i klosteret kan man se den ikoniske “Schwartze Madonna”.
Klosteret er også – og ikke mindst – kendt og besøgt på grund af det berømte drengekor L`Escolania de Monserat, der på faste tidspunkter kommer ind i basilikaen i deres hvide kjortler og smukt synger gregorianske sange. Koret har bestået siden det 14. århundrede.
Et specielt drengeliv må det være, at blive afleveret som 7- årig af sine ambitiøse forældre, for at få hele sin barndom og uddannelse på toppen af et bjerg. Tab af oplevelser og minder sammen med sin familie. Ikke det vi i vores del af verden ønsker for og med vores børn. Jeg ville som mor synes, at det er helligbrøde.
Men angiveligt får drengene en god uddannelse, og deres sang kan man ikke pege fingre af. Den er ubeskrivelig.