Men her er det en rød – endda en meget mørk, rød rose, der skal beskrives. Knopperne er næsten sorte, og den mørke farve kan brede sig helt ind i de fløjlsagtige kronblade. Det unge løv er rødbrunt, men bliver senere græsgrønt. Det fremhæver blomstens farve.
Rosen har let duft og planten bliver 60-80 cm høj.
Rosenavlere har igennem tiderne ofte forsøgt af fremavle en helt sort rose. Men hvorfor egentlig? Ønsker en rose at være sort? Og hvem ønsker sig sorte roser?
Tidligere forbundskansler Konrad Adenauer (1876- 1967) har engang sagt: “En rose er noget smukt, som ikke engang den mest tåbelige forædler er i stand til at ødelægge”. Om kansleren var specielt rosen-interesseret, eller om der ligger noget politisk gemt i ordene, er ikke godt at vide.
Men W. Kordes som i 1992 fremavlede ‘Schwartze Madonna’ har i hvert fald ikke øvet vold på den smukke blomst og den vil pynte i enhver have.
Vel er rosen mørk rød, men det er der også mange andre roser der er. Måske endda mørkere. Jeg har et par stykker i min have.

Men det er heller ikke så meget denne roses farve jeg vil causere over, men mere dens navn og hvilken “Schwartze Madonna” der har inspireret til navnet. Her er nogle muligheder:
Vinproducenten Weingut Hammel har en hvidvin – en Liebfraumilch – som har fået navnet “Schwartze Madonna”. Det er nok ikke der, vi skal søge svaret!
Men i den katolske verden er der mange kirker, klostre og valfartssteder, der har skulpturer – ikoner med dette navn.
Ofte er disse ikoner næsten sorte af af berøring, fra mange hænder, tidens tand eller af tændte lys. Mon ikke det kan være en forklaring på farven.
I Tyskland er det mest kendte valfartssted Altötting i Bayern. Der har man en “Schwartze Madonna” som bliver flittigt besøgt af pilgrimme.
Polen har også sin “Schwartze Madonna” også kaldet Sorte Maria. Det er Polens nationalhelligdom, som opbevares i Jasna Gora-klosteret i byen Częstochowa i det sydlige Polen. Hun får også mange besøg af pilgrimme.
Den eneste “Schwartze Madonna” jeg har set ved selvsyn, er den, der findes i Benediktiner klosteret Albadia de Monserat, beliggende 40 km nordvest for Barcelona. Hertil valfarter mange pilgrimme for at komme ind og lægge hånd på Madonnaen.
Bjergtoppen med klosteret ligger i 1236 m´s højde. Et unikt sted geologisk og historisk set, og med skøn udsigt over bjerglandskabet og ned mod dalen, og med et kloster med en lang turbulent historie. Her i klosteret kan man se den ikoniske “Schwartze Madonna”.
Klosteret er også – og ikke mindst – kendt og besøgt på grund af det berømte drengekor L`Escolania de Monserat, der på faste tidspunkter kommer ind i basilikaen i deres hvide kjortler og smukt synger gregorianske sange. Koret har bestået siden det 14. århundrede.
Et specielt drengeliv må det være, at blive afleveret som 7- årig af sine ambitiøse forældre, for at få hele sin barndom og uddannelse på toppen af et bjerg. Tab af oplevelser og minder sammen med sin familie. Ikke det vi i vores del af verden ønsker for og med vores børn. Jeg ville som mor synes, at det er helligbrøde.
Men angiveligt får drengene en god uddannelse, og deres sang kan man ikke pege fingre af. Den er ubeskrivelig.

Efter at have budt velkommen, holdt Nordisk Rosenselskabs præsident Ásta Thorleifsdóttir det første foredrag om udfordringen ved at dyrke roser på en subarktisk vulkanø. (fig. 1) Senere fulgte indlæg af bla Margit Schowalter (Canada), Erling Østergaard og den norske psykolog Kristin Maute, som pegede på sammenhængen mellem havearbejde og øget livskvalitet. Sidste punkt var Vilhjalmur Luðviksson, der holdt foredrag om at teste rosernes evne til at trives under Islands stærkt varierende klimaforhold.  
Senere på dagen besøgte vi en nærliggende skulpturpark med værker af Ásmundur Sveinsson.

Vi fortsatte til fods til Botanisk have hvor direktør Hjörtur Thorbjörnsson viste rundt. (fig. 2) Desværre var de fleste roser afblomstret.
Her var også præsentation og salg af Vilhjálmur Ludvigssons nye bog: Roser til Islandske haver.
(fig. 3).

Vi besøgte først et ret nybygget sommerhus tilhørende Hulda og Hilmar. Lige rundt om huset havde de (i læ) anlagt frodige bede med roser og stauder (fig. 4), men de havde også plantet et læbælte direkte i lavamarken. (fig. 5) Vi fik at vide, at plantningen foregik med brug af en jernstang, som man gentagne gange bankede ned i lavaen, for at få lavet et plantehul. Hvert plantehul havde taget 3-4 timer at lave.
Vi besøgte også en etableret sommerhushave med mange træer, en nedlagt skole hvor vi i tilgift fik en lille koncert, og derefter spiste vi frokost på en champignonfarm. Vi fik champignonsuppe med forskelligt drys og friskbagt brød.
Vi besøgte desuden et stort gartneri hvor man dyrkede blomster roser til afskæring, bandt andet roser og gerbera, (fig. 6) i nabogartnerierne dyrkede man frugt og grønt. Billig geotermisk energi er grundlaget for at man kan have en stor drivhusproduktion i Island og gartnerierne her har egen varme kilde.  
Rundturens sidste stop var ved gejserområdet
(fig. 7) og det gamle tingsted Þingvellir. Her ved Þingvellir mødes de amerikanske og europæiske kontinentalplader.  
Om aftenen stod den på festmiddag og Finlands formand Michael Luther fik overdraget formandskabet for Nordisk Rosenselskab. (fig. 8) Her skal Nordisk Rosenweekend afholdes i 2027.

Vi kørte nordpå til bydelen Mosfellsbær og første stop var i en gade med hele 3 meget forskellige besøgshaver. Næste stop var i bydelen Vættaborgir hvor vi besøgte Ástas og Huldas haver. (fig 9 og 10)
Vi kørte derefter sydpå til bydelen Hafnafjörður hvor vi besøgte skovplanteskolen Þöll ved Höfðaskógur og spiste frokost. Denne planteskole afprøver træer, buske og roser fra forskellige egne af jordkloden med henblik på at udvælge de bedst egnede til Islands klima. (fig.12) Plantningerne står langs et naturskønt stisystem hvor man bla. har udplantet et stort antal roser, der derefter har fået lov at passe sig selv.  Rugosa hybrider, spinosissima og moyesii har klaret sig godt og er blevet meget store. (fig. 13)
Vi fortsatte i Hafnafjörður og besøgte yderligere 3 private haver. (Fig. 11)
Sidste stop på turen var rosenhaven i Meltunga hvor Vilhjálmur Lúðvíksson viste rundt.  I Meltunga finder man blandt andet 5 bede med roser fra hvert af de nordiske lande.
Der er også et særligt bed med alle de roser, som den islandske rosenforædler Jóhann Pálsson udviklede. (fig. 14) Endvidere findes der en fin samling canadiske roser. Dagen og Nordisk Rosenweekend i Island afsluttedes med Barbecue blandt roserne i Meltunga . (fig. 15)

Vi kørte op gennem det vestlige Island og første stop var ved Hlífar and Halldór‘s sommerhus der ligger meget naturskønt og med udsigt til fjeld og å. Der er plantet en del roser, men det er lidt barske betingelser for dem her. (fig. 17) Huset opvarmes fra en varm kilde, de har på matriklen.
Ikke så langt derfra kom vi til Deildartunguhver, det er Europas kraftigste hot spring. (fig. 18) Vandet er omkring 100 grader ved jordoverfladen, det føres sydpå i rørledning.
Vi kom til en gedefarm på Háafelli, her arbejder Jóhanna på at bevare den oprindelige gederace i Island (fig. 19) og så har hun en rosenhave (fig. 20) og udsigt til gletsjeren Langjökull. (fig. 21) Hun har en butik hvor hun sælger produkter fra både geder og roser.
Vi kørte nu til Búðardalur, en lille kystnær by hvor vi besøgte Hugrún og Gísli.  De har en forhave med hårdføre rugosaroser (fig 22) og baghaven der ligger i læ er meget frodig og farverig. Fra terrassen er der en imponerende udsigt over Hvammsfjörður
Slutdestinationen denne dag var Gauksmýri, et tidligere hestesportscenter hvor vi spiste til aften og overnattede.
Som på de foregående ture, var Ásta vores guide på denne tur. Asta er – udover at være præsident for det nordiske rosensamarbejde – uddannet geolog og hun fortalte under hele turen om Islands geologi og historie.

Efter morgenmad, kørte vi videre mod Akureyri.
Vi havde kun et enkelt stop på denne tur, vi skulle besøge Eggert Aðalsteinsson i hans sommerhus i Melrakkadalur. Eggert er formand for den islandske rosenklub. Sommerhuset ligger i et ret vildsomt og blæsende område. Eggert har naturligvis etableret læ omkring sin rosenhave. (fig. 23) Alle var glade for at de havde regntøj og paraplyer med.
Det var vi også, da vi senere nåede frem til Lystigarðurinn á Akureyri, Botanisk have i Akureyri, for det regnede stadig. (fig. 24-29) Gartneren havde ikke regntøj på, hun var nok vant til at blive våd. Heldigvis fik vi også perioder med tørvejr og sol.
Det var en fantastisk oplevelse at se denne park, meget store træer, kæmpestore roser og klematis og mange andre blomster.
Vi fik at vide, at denne botaniske have har et mildere klima – og flere lyse timer – end den i Reykjavik. Akureyri ligger kun ca. 100 km syd for polarcirklen, så de har næsten midnatssol.
En trægruppe som trives godt i Island er røn, den har vi set mange steder heroppe.
Efter et par spændende timer, kørte vi ned i byen til vort hotel, Hótel KEA, hvor vi skulle spise til aften og overnatte inden vi returnerede til Reykjavik. 

Første stop var ved Starrastaðir. Et rosengartneri hvor de producerer snitroser. (fig. 31) Det har oprindelig været en fårefarm, men efter et mund- og klovsygeudbrud hvor alle dyr blev slået ned, besluttede man sig til at satse på noget andet og opførte drivhuse i stedet. Den varme kilde til opvarmning har man på matriklen.
 Vi kørte videre sydover ad en smal og meget dårlig grusvej, godt vi har en terrængående bus og en dygtig chauffør. Det var et vildsomt landskab vi kørte gennem. Dybe smeltevandskløfter og bratte stigninger.
Vi kom ned mellem de 2 gletsjere Langjökull og Hofsjökull og stoppede ved Hveravellir, der er et hot springs område hvor det bobler og syder over alt. (fig. 33) Her spiste vi medbragt frokost og havde tid til at se os omkring – nogle (dvs. alle fra Island og Finland, samt en enkelt nordmand), fik sig et dyp i en hot pool.
Vi fortsatte lidt længere sydover og gjorde holdt for at kigge på den meget sparsomme flora der er på højsletten, stadig med udsigt til de store gletsjere. (fig. 34-35) Det var en betagende oplevelse at opleve højlandet, som er goldt og hvor den sparsomme plantevækst kun bliver få cm høj.
Sidste korte stop var ved det store vandfald Gullfoss. Her kommer der ca. 100 kubikmeter vand i sekundet. (fig. 36)
Efter mere end 100 km på de meget hullede grusveje (undertegnede har aldrig oplevet en så langvarig rystetur, hvor vi ofte var nervøse for, om bilen klarede det), kom vi endelig tilbage på asfalteret vej og satte kursen med Reykjavik, forbi Geysir og Þingvellir som vi besøgte på rundturen lørdag.

Adelaide Hoodless (1858 – 1910) blev født på en gård i St. George i Ontario, Canada.
Hun var nr. 12 i en søskendeflok. Hun var kun 1 år gammel, da hendes far døde. Da måtte moderen stå alene med børneflokken og driften af gården.
Som 24-årig giftede hun sig med John Hoodless, en forretningsmand, der havde et stort møbelfirma i Hamilton. De fik 3 børn.
Da det yngste barn John var 14 måneder gammelt, døde han. Han fik “summer sickness”, altså dårlig mave, som udviklede sig til meningitis. Angiveligt skyldtes det “forurenet mælk”. Sorgen gav moderen inspiration til, at hun ville reformere uddannelsen for unge kvinder fra landet. De skulle undervises i god husholdning, hygiejne, økonomi, babyomsorg og god ernæring. Et vigtigt punkt for Adelaide Hoodless var, at mælk burde pasteuriseres.
Hun tog selv ansvar for at starte uddannelsen, og 1897 åbnedes det første Women`s Institute.
I 1975 gav Dr. Heard Marshall en smuk, rød rose navnet ‘Adelaide Hoodless’ for at ære hendes indsats.

Her på denne hjemmeside har vi af og til opfordret vore læsere til at fortælle os om deres familierose, eller en rose som har en særlig historie.
Indtil det sker, vil jeg samle stafetten op og fortælle om min/vores familierose.
Den hedder – ‘Adelaide Hoodless’.
Adelaide-rosen plantede jeg i vores have, som var en bakket grund. Der boede vi, på det tidspunkt, da min Mor var fyldt 100 år. Min Mor hed Adelaide. Et navn der har fulgt slægten langt tilbage i tiden med tråde til både Island, Frankrig og Tyskland. Hun blev opkaldt efter sin farmor, der døde 2 år før Mor blev født. Da Mor var 102 år forcerede hun de 26 trappetrin op på bakken for at nyde og fornemme duften af ”sin” rose.
År senere blev rosen en af de heldige, der kom med til ny adresse. Her har den fundet sig godt tilrette, og sidst i november i år kunne jeg fotografere både den sidste gren med blomster og et smukt hyben.

Mine forældre blev gift i Canada i 1930 og min bror og jeg blev født derovre. Det er endnu en forbindelse til Canada, landet som har en lang og god og interessant historie om roser.
Skal vi dvæle lidt mere ved Mor`s navn er der i familien noget der hedder   “Min datter Adelaides jødekager”. Et begreb min Bedstemor skabte.  De er er vanskelige at efterligne men de smagte himmelsk.

Kort efter vi var flyttet, kom Mor fra plejehjemmet med Flex-Taxa for at besigtige vort nye hjem.
2 måneder senere sov hun ind – 111 1/2 år gammel. Hun var Danmarks ældste det sidste halve år.

Som nævnt blomstrer rosen hele sæsonen til frosten sætter ind. Den er sund og flittig, bare man hele tiden renser den for det, der er afblomstret. Den bliver ca. 1.2 m høj og lyser op med med sine smukke røde blomster. Den får kønne hyben.
Jeg købte ‘Adelaide Hoodless’ hos navnkundige, nu afdøde Hugo Lykke, som sammen med sin hustru Ellen drev rosenplanteskole i Søby nær Hornslet.

Mor hed også Ellen, samme navn døbte Hugo Lykke en rose for at ære sin hustru. Men det er en helt anden historie.

Besøg i Botanisk have i Powsin, nær Warszawa

Fredag først på dagen havde vi en aftale med lederen af rosenhaven i Botanisk have, Kamila Rakowska-Szlązkiewicz.
Kamila modtog os ved personaleindgangen til Botanisk Have og brugte flere timer på at vise os rundt.
Haven hører under universitetet og var tidligere lukket for offentligheden. Botanisk have er 40 ha stor.

Her er flere meget store rosensamlinger, bla. huser man den nationale polske rosensamling. Botanisk Have lægger også jord til et afprøvningsområde, hvor rosenforædlere får deres roser testet (rose trials!). Dette område er lukket for offentligheden, men vi fik lov at komme derind.
Ud over de mange roser, rummer parken en mængde andre plante og træsamlinger (Fig 3,4,5,6).

Lørdag forlod vi Warszawa i en lejet bil, og satte kursen sydvest på til Aflopark i den lille by Pabianice hvor vi havde en aftale med Łukasz Rojewski. Ud over at være rosenforædler er Łukasz formand for det polske rosenselskab og de havde et arrangement i parken denne weekend.
Der var bla. en konkurrence om at vælge den bedst duftende rose.
Aflopark, der er på 8 ha, er privatejet og arbejdet med at etablere den begyndte i 2019. Ud over de mange roser, ca. 3.500 stk. fordelt på 158 sorter – alle moderne – er der en mængde andre planter og træer.

Efter Aflopark nåede vi om aftenen et lille besøg i Arboretum SGGW w Rogowie, det ligger ca 50 km vest for Pabianice (Fig 10). Vi overnattede på et lille hyggeligt hotel i Pabianice inden vi fortsatte vores tur.

Figur 10
Skovparti fra arboretet i Rogowie. Arboretet er ikke særligt stort, men det indeholder mange spændende gamle træer, og der plantes stadig nye træer. Der er navneskilte på alt.

Mandag gik turen så videre mod sydvest til Arboretum Wojsławice, som ligger ret tæt på den tjekkiske grænse i et stærkt kuperet område. Kamila fra Warszawa Botanisk Have havde stærkt anbefalet os at besøge dette arboret og havde sørget for en kontaktperson til at tage i mod os.
Det er et kæmpe område på omkring 50 ha. Vi blev modtaget af Aleksandra Kwit, der er landskabsarkitekt. Hun gav os en god introduktion til parken og dens historie, inden hun ”slap os fri”.

Vi er i midten af november. Det er en regnvåd morgen og endnu ikke helt lyst. Jeg står og ser ud af køkkenvinduet og iagttager småfuglene, der ivrigt fouragerer i og omkring foderhuset. Jeg venter at blive afhentet for at blive kørt ud til en palliativ afdeling, hvor en god ven igennem mange år er indlagt. Hvad tager man med sig til et sådant besøg ­- om noget i det hele taget?
Da falder mit blik på ´Madame Anisette´ som stadig står med store hvide blomster i skærme. Sommerens sidste roser. Sådan må det være. Jeg går ud med rosensaksen og klipper 3 grene af.
Da jeg kommer ind og har rystet regnen af mig ringer telefonen. Min vens datter meddeler, at hendes far døde om natten.
Nu står de 3 rosenskærme i vasen og minder om en tid som var, og jeg tænker på de mange gode oplevelser vore familier har haft igennem årene.

`Madame Anisette` er fremavlet hos Kordes Rosen i 2013.
Den er en sund rose, som normalt angives til at blive 80 cm høj, men hos mig bliver den altid 2 m+.
Den står majestætisk og flot imellem bedets øvrige roser. Blomsterne er hvide, fyldte og har af og til en anelse lyserødt skær. Den har fin duft af anis. Det er en sund og robust rose, som sjældent rammes af rosensygdomme.
Den tålte fint at komme med ved flytning.

Navnet Anisette henviser ikke til nogen bestemt eller kendt person.  Det er blot et navn på en smuk rose. Men måske duften har inspireret til navnet.

Det har været en lang og god sommer imellem roser, men nu er det ved at være slut for i år. Meteorologen har varslet om snarlig nattefrost. Så bliver det en anden slags buketter der skal pynte i stuen.