Tekst og foto: Irene Kleppan
Opslagsbillede er ‘Frühlingsduft’
Det begyndte i 2006. Eller egentlig længe før. Selv da jeg boede midt i Oslo uden så meget som en altan, skete det, at jeg købte et haveblad en gang imellem. Havegalskaben tog fart med flytningen til et hus med en have, der ikke var blevet passet i flere år.
Haven ligger vest for Oslofjorden i Asker. Beliggenheden er lun, cirka 50 meter over havet og med 20 minutters gang til havet.
Efter det har jeg ikke set mig tilbage. Jeg tilføjer nye planter, elementer og ideer hvert år. Nogle planter trives ikke og dør. Nogle ideer viser sig ikke at være så gode, men pyt, det er min “legeplads”, og stort set kun mig det går ud over, når projekter mislykkes. Ja, det er mig, der er den haveinteresserede i familien, men til tunge løft og rydning af krat er det godt at få hjælp. Rydning af krat er ret vigtigt, når haven grænser op til skov på flere sider. På “forkert” side af Oslofjorden er der nok skygge, som det er. Tilsæt jord, der er så fuld af sten, at det til tider virker som om, der er mere sten end jord, og så er det på ingen måde perfekte forhold for roser. Alligevel dyrker jeg mellem 150 og 200 rosenarter. God dræning og kalkrig jord er på plussiden.
Erfaringer får man rigeligt af efter års forsøg og fejltagelser. Der skal ikke lægges skjul på, at en god del roser er gået til undervejs. Så er det bare at prøve en ny sort eller finde rosegrupper, der lettere kan trives under de forhold, jeg kan tilbyde. Det er vigtigt at have en basis af antaget hårdføre og sunde roser. Nogle ekstra attraktive sorter tillader jeg mig også at plante, selvom de er på grænsen af klimazonen. I starten fandt jeg tre stilkroser af sorten ‘Dame de Coeur’ til salg på det nærmeste havecenter. Smukke og velduftende var de, men jeg var overbevist om, at der måtte findes noget mere spændende. Der måtte findes mere kraftigt voksende og rigtblomstrende buske og klatrere et eller andet sted? Den sidste ‘Dame de Coeur’ holdt for øvrigt i ni år, og det må man vel sige sig tilfreds med.
Allerede den første sommer med ny have endte jeg på Rosernes dag i Freiaparken. Det var en ren åbenbaring at se alle de smukke sorter, der var udstillet der. Senere på efteråret kom jeg forbi Vestby planteskole på et møde med havegal-forummet (et snakkeforum for haveinteresserede på nettet). Med hjem kom både min første Albarose ‘Mme Legras’ de St Germain’ og den fremragende Rugosa-hybrid ‘Louise Bugnet’.
Begge sorter er stadig blandt mine favoritter i haven. Buskroser, og især de historiske, er både langlivede, smukke, duftende og utroligt rigtblomstrende. Det samme kan man sige om Spinosissima- og Rugosasorterne. Jeg har prøvet en del klaseroser, nogle stilkroser og flere moderne buskroser som Rennaisance-serien fra Poulsen. Næsten ingen af dem bliver gamle i min have. Mærkeligt nok er Austinrosene den gruppe moderne rosenbuske, der har klaret sig længst. Ekstra attraktive roser, synes jeg. Jeg plantede de fleste i 2008, og de står stadig. Nogle af dem er endda blevet kraftige buske. David Austins nuancerige og velduftende roser er perfekte i en frodig “cottage garden”, som nok er den havestil, der ligger mit hjerte nærmest.
