Tekst og foto: Birgit Brandenborg
Kært barn får mange navne.
Det må man sande i følgende fortælling om en kendt og elsket rose.
Great Western var en banebrydende hjuldamper, som blev bygget i 1837.
Den var specielt bygget til at skulle kunne krydse Atlanterhavet med passagerer. Den fuldførte turen i 1838 på 14-15 dage, og vandt det prestigefyldte Blå Bånd, en anerkendelse, som blev tildelt skibe med den hurtigste transatlantiske overfart. Turen gik fra Bristol til New York.
Ombord var 148 passagerer. Det var, hvad båden var beregnet til at kunne rumme.
Turen var en kapsejlads mod hjuldamperen Sirius, som gennemførte turen på 18 dage og 14 timer, fra London til New York. Den inkasserede også det Blå Bånd. Også Sirius blev bygget i 1837.
Men om den er der en helt anden historie. Den kan fortælles en anden gang.
Rosenavleren Laffay må have været fascineret af historien om de to dampskibe, for i 1840 fremavlede han en rose – en bourbon rose – og gav den navnet ‘Great Western‘.
Den må siges at have fået lige så stor anerkendelse som skibet, for den har i 185 år været en skattet rose overalt – ikke mindst i Norge. Den kan fint blive 2-3 m høj og kan endog bruges som klatrerose. Blomsternes farve er karminrød til purpurrød. Den har duft og får efter afblomstring smukke hyben. Den har dog kun 1 blomstringsperiode.
Planten sætter flittigt sideskud, hvilket kan give den betegnelsen “en flytterose”, hvis sideskud det var muligt at tage med til næste adresse eller som gave til naboer og familie.
I Norge har den tillige været kaldt ´Rød Præstegårdsrose`. Angiveligt den første røde rose man kendte til, og kunne dyrke langs den norske vestkyst. Her ses den ofte, da den fint klarer det norske klima i nærheden af Golfstrømmen.
Skibet Great Western blev, efter Krimkrigen, ophugget i 1856.
Du kan se et billede af skibet HER
Men historien slutter ikke her. Ca. 100 år senere dukker endnu en historie op, som tildeler ‘Great Western‘ endnu et navn. Det er også en maritim historie.
‘Strandingsrosen’
Den 9. december 1923 strandede motorskibet ”Batavia” ud for Bøvling klit, en kilometer nord for Thorsminde.
Først den 29. januar blev der holdt strandingsauktion i Lemvig, og 1. februar blev skibet trukket flot.
Nogle af roserne havnede hos klitboerne og blev formentlig først plantet ud i haverne, da det blev forår.
En hårdfør rose viste det sig at være, siden den klarede det barske vejr ved Vestkysten.
På grund af anlæggelse af dige, blev husene ved Bøvling klit eksproprieret i 1940 og beboerne flyttede overvejende til Thorsminde.
Strandfoged Kai Kristensen fra Thorsminde var ikke født i strandingsåret, men fik beretningen fortalt af et ældre familiemedlem.
Da han sammen med sin hustru år senere søgte tilbage til Bøvling Klit for at se resterne af barndomshjemmet, fik han øje på en rose, der stod og blomstrede, hvor der havde været have.
To små forkrøblede rosenbuske stod tilbage.
Èn blev taget med hjem til hans egen have, og af den har han opformeret mange eksemplarer af ‘Strandingsrosen’, og dermed fik rosen en fremtid – og et navn.
Den kunne have været skyllet i havet, men takket være tilfældigheder, og strandfoged Kai Kristensen, kan den i dag erhverves på planteskoler i det vestjyske. Jeg behøver ikke at beskrive dens kvaliteter, for det er allerede gjort. Rosen har nemlig vist sig ar være – ‘Great Western’.
Indlysende er det, at det netop var den rose, der var med på Batavia. Den var var velkendt, og vel også specielt bestilt, idet man vidste den kunne trives i Norge og være salgbar for julesalget.
Af og til har rosen tillige fået navnet ´Batavia` og dermed er det bekræftet, at ikke kun kært barn men også roser kan få mange navne.
Skibet Batavia fik et dramatisk endeligt, idet det den 8. november 1942 blev sænket af tyskerne på floden Cebu i Marokko.
SS Batavia blev bygget i 1874 og du kan se et billede af dette skib HER
