3. december, 2025

Rosenrejse til Polen, juni 2025

Tekst og foto: Erling og Poul Erik Østergaard

Vi vil gerne opsøge rosenoplevelser som ikke er helt så kendte i Danmark. Så årets rosentur gik til Polen med fokus på Botanisk have i Warszawa, Aflopark i Pabianice og Arboretum Wojslawice nær Wrocław. Vi havde på forhånd sikret os kontaktpersoner alle 3 steder, så vi hurtigere kunne tilegne os de enkelte steders samlinger.
Rejseholdet bestod af Jens Staun, Poul Erik Østergaard, John Sau og Erling Østergaard.

Togrejsen til Warszawa

Vi rejste med toget torsdag d. 26 juni med Warszawa som destination.
Vi skulle mødes på Kolding station og køre med det gennemgående tog mellem København og Hamburg. På vej i toget mod Kolding fik vi at vide at vores forbindelse videre til Hamburg var aflyst og at vi skulle med togbus. Vi kom derfor for sent til vores forbindelse til Berlin. Resten af turen til Warszawa måtte vi derfor hutle os frem og havde store udfordringer med at finde siddepladser. Vi havde jo pladsreservationer, men på tog vi ikke nåede at komme med.
Vi ankom til Warszawa sent om aftenen og tog en taxa – der tog overpris – til vores lejlighed.
Vi havde lejet en lejlighed med 4 separate soverum, den lå på 9 etage i en meget ucharmerende boligblok i grå beton. Et helt boligområde så sådan ud (fig 1). Byen har flere bygninger som minder os om landets sovjetiske fortid (fig 2).

Figur 1
Udsigt fra vores bolig, som lå på 9. etage i en bygning magen til.
Figur 2
Kulturpaladset, nær hovedbanegården i centrum af Warszawa. Bygget i 1950’erne.

Besøg i Botanisk have i Powsin, nær Warszawa

Fredag først på dagen havde vi en aftale med lederen af rosenhaven i Botanisk have, Kamila Rakowska-Szlązkiewicz.
Kamila modtog os ved personaleindgangen til Botanisk Have og brugte flere timer på at vise os rundt.
Haven hører under universitetet og var tidligere lukket for offentligheden. Botanisk have er 40 ha stor.

Figur 3
Kamila (leder af rosenhaven) viser rundt blandt roserne i Botanisk have i Warszawa.

Her er flere meget store rosensamlinger, bla. huser man den nationale polske rosensamling. Botanisk Have lægger også jord til et afprøvningsområde, hvor rosenforædlere får deres roser testet (rose trials!). Dette område er lukket for offentligheden, men vi fik lov at komme derind.
Ud over de mange roser, rummer parken en mængde andre plante og træsamlinger (Fig 3,4,5,6).

Figur 4
Et kig ud over en lille del af rosensamlingen i Botanisk have i Warszawa
Figur 5
Et kig ud over nogle af afprøvningsfelter i Botanisk have i Warszawa, hvor der i begyndelsen af september måned skulle gennemføres en bedømmelse af de nye roser – rose trials.
Figur 6
Parti fra Botanisk have i Warszawa

Lørdag forlod vi Warszawa i en lejet bil, og satte kursen sydvest på til Aflopark i den lille by Pabianice hvor vi havde en aftale med Łukasz Rojewski. Ud over at være rosenforædler er Łukasz formand for det polske rosenselskab og de havde et arrangement i parken denne weekend.
Der var bla. en konkurrence om at vælge den bedst duftende rose.
Aflopark, der er på 8 ha, er privatejet og arbejdet med at etablere den begyndte i 2019. Ud over de mange roser, ca. 3.500 stk. fordelt på 158 sorter – alle moderne – er der en mængde andre planter og træer.

Figur 7
 Store bede med fortrinsvis moderne roser i Aflopark

Liljer og klematis fylder godt op. En afdeling af haven modtog prædikatet Garden of Excellence under World Rose Convention i Japan i maj 2025. Et fuldt fortjent prædikat (fig. 7,8,9). Vi blev inviteret til sen frokost på byens fineste hotel sammen med Afloparks ejer, medlemmer af rosenselskabet og venner af parken. Parkens ejer var blevet så rørt over at høre, at vi var kommet helt fra Danmark for at se hans park, så vi skulle med til frokosten.

Figur 8
Billede fra den del af Aflopark der i maj måned modtog prædikatet Garden of Excellence.
Figur 9
Store bede med moderne roser i Aflopark.

Efter Aflopark nåede vi om aftenen et lille besøg i Arboretum SGGW w Rogowie, det ligger ca 50 km vest for Pabianice (Fig 10). Vi overnattede på et lille hyggeligt hotel i Pabianice inden vi fortsatte vores tur.

Figur 10
Skovparti fra arboretet i Rogowie. Arboretet er ikke særligt stort, men det indeholder mange spændende gamle træer, og der plantes stadig nye træer. Der er navneskilte på alt.

Figur 10

Wrocław og Arboretum Wojsławice

Søndag kørte vi videre til den gamle by Wrocław, hvor vi havde booket hotel. Vi ankom, så vi kunne nå en rundtur i den hyggelige bykerne (Fig 11).
Wrocław by har også en lille botanisk have som vi besøgte. Denne hører under byens universitet (fig 12).

Figur 11
Der er mange fine gamle bygninger i centrum af Wrocław
Figur 12
Parti fra Botanisk have i centrum af Wrocław

Mandag gik turen så videre mod sydvest til Arboretum Wojsławice, som ligger ret tæt på den tjekkiske grænse i et stærkt kuperet område. Kamila fra Warszawa Botanisk Have havde stærkt anbefalet os at besøge dette arboret og havde sørget for en kontaktperson til at tage i mod os.
Det er et kæmpe område på omkring 50 ha. Vi blev modtaget af Aleksandra Kwit, der er landskabsarkitekt. Hun gav os en god introduktion til parken og dens historie, inden hun ”slap os fri”.

Figur 13
Aleksandra Kwit fra Arboretum Wojsławice viser os rundt i det 50 ha store arboret.

Ud over en meget stor rosensamling, rummer arboretet store samlinger af liljer, hosta, kirsebærtræer (kirsebærrene var modne og smagte godt!) og meget andet. Parken ligger i et stærkt kuperet område og det giver nogle formidable plantninger og udsyn (fig. 13,14,15)
Mætte af indtryk kørte vi tilbage til Wrocław, afleverede vores bil nær hotellet og gjorde klar til togrejsen hjem.

Figur 14
Langstrakte bede med sommerliljer. Der er omkring 100 meters højdeforskel mellem start og slut på dette liljebed i Arboretum Wojsławice. I venste side af billedet ses udkanten af en stor samling af forskellige kirsebærtræer.
Figur 15
Rosenbede op ad en bakke. Der var en flot udsigt fra de høje punkter i Arboretum Wojsławice

Hjemrejse og bedømmelse af turen

Tirsdag d. 1 juli travede vi til banegården og konstaterede, at vores tog til Berlin, var noget forsinket. Meget forsinket, inden vi nåede Berlin, og fandt et tog til Hamburg. Der var naturligvis ingen pladser til os, så vi sad og stod op, og Poul Erik lå under en bagagehylde på turen. Fra Hamburg fandt vi også forbindelser videre til Kolding og mod Aarhus, dette krævede en del togskift men vi nåede da hjem med flere timers forsinkelse.

Togturene var frustrerende og trættende, men opholdet og oplevelserne i Polen var meget spændende og givende, og vi fik skabt nye, gode kontakter.          

Vi mødtes i Kolding og var med toget til Warszawa
Vi rejste retur fra Wroclaw
Fra Warszawa kørte vi i lejet bil til Pabianice og derfra videre til Wroclaw.