I begyndelsen af 1800-tallet blev der forædlet mange spinosissima-hybrider med forskellige blomsterfarver. Disse roser blev meget populære på grund af deres hårdførhed og sundhed. De var højeste mode frem til omkring 1816, da de måtte vige pladsen for gen- blomstrende roser med gener fra Rosa chinensis, kinarosen. Spinosissimaroserne blomstrer kun én gang tidligt på sæsonen, men til gengæld får de næsten alle meget fine høstfarver og spændende hyben. Pimpinelleroserne er ualmindelig smukke, har en forførerisk duft og er så vinterhårdføre, at de ikke kan dø af frosten her i Danmark. Desværre blomstrer de kun én gang om året i 4 uger. Inspireret af David Austins forædlingsarbejde med gamle roser blev det min lidenskab at forsøge at få disse hårdføre pimpinelleroser til at blomstre hele året. Det viste sig at være en svær opgave.
Pimpinelleroserne er tetraploide. Det betyder, de har fire par gener med forskellige egenskaber som f.eks. genblomstring eller éngangsblomstring. Genet for éngangsblomstring er er dominerende, så kun når alle fire par giver remontering, vil rosen kunne blomstre flere gange. Jeg kunne især godt lide de pimpinelleroser, som her runde blomster med mange kronblade.
Som forventet kom der ingen genblomstrende roser ud af de første krydsninger. Men jeg fortsatte med at krydse de nye krydsninger med hinanden og med de ovennævnte sorter. Min glæde var stor, da der endelig kom en pimpinellerose, der blomstrede hele sommeren til frosten kom.
Det er sorter, som vi i Danmark kender under navne som ’Double Blush’, ’Marbled Pink’, ’Double White’, ’William III’, og ’Andrewsii’ samt David Austins pimpinellehybrid ’Lochinvar’. Desuden anvendte jeg de to remonterende pimpinellehybrider, som den belgiske forædler Ivan Louette har forædlet, ‘Paula Vapelle’ og ’Mon Amie Claire’.
Men efter prøveokulering måtte jeg indrømme, at blot genblomstring ikke kvalificerede en rose til at blive introduceret på markedet. Blomsterform og modstandsdygtighed mod regn og først og fremmest sundhed må også være i orden. I 2010 fik jeg for første gang to pimpinellifolia hybrider, som blomstrede fra maj til den første frost. De duftede skønt, men havde ikke helt de blomster, som jeg søgte; men de kunne bruges i det fortsatte forædlingsarbejde, eftersom de satte hyben.
De følgende år kom der flere remonterende krydsninger, og efter 16 års arbejde kunne vi præsentere to nye remonterende pimpinellifoliaroser i forbindelse med verdenskonferencen i København, WRC 2018.
